Realdania gav sig selv Bygherreprisen

”Vi er meget stolte”, sagde afdelingschef Peter Fangel fra Realdania By og Byg, da han tog imod Bygherreprisen 2018.

”Nu er der medvind til ”det klodsede byggeri”, hed det på TV2 Lorrys hjemmeside.

Og nyheden fik omtale i fagpressen, hvor mange skrev om den flotte pris til BLOX: Estate Media, Dagens Byggeri, BYG-TEK, DanskByggeindustri.dk og sikkert mange flere.

Hvem uddeler Bygherreprisen?

Men hvem er det egentlig, der uddeler Bygherreprisen? Det gør Boligfonden Kuben og Bygherreforeningen. Bygherreforeningen er knyttet til Realdania: Den bor til leje i Realdanias Byggeriets Hus – også kaldet Søetatens Pigeskole – ved Nyboder, men er også knyttet ved at modtage penge af Realdania til en lang række projekter. Boligfonden Kuben har en fælles forhistorie med Realdania: Den er en del af resterne af Realdanias mislykkede investeringer i bygge- og boligselskabet Kuben.

Jury formanden for bedømmelseskomitéen for Bygherreprisen er direktør for Lejerbo Palle Adamsen. Han udtalte i begrundelsen for uddelingen: ”Realdania By og Byg sprænger rammerne med deres projekt, der binder byen sammen med havnen og etablerer et nyt kulturelt mødested i København. Samtidig er det lykkedes dem at skabe et erhvervsknudepunkt for arkitektur, design og byggeri.”

Helt uvildig er Palle Adamsen ikke. Han sidder i Realdanias bestyrelse. Han er også formand for Realdania initiativet ”Byggeriets Samfundsansvar”.

Kun lidt bedre er det med de øvrige medlemmer i bedømmelseskomitéen for Bygherreprisen Hanne Ullum er vicedirektør i Bygherreforeningen, der som nævnt ovenfor er knyttet til Realdania. Hun er også aktiv i flere Realdania initiativer ved at sidde i Advisory Board for udviklingsprogrammet TEST og ”Innovation til Marked”. Henrik Mielke er direktør for entreprenørvirksomheden Enemærke og Petersen, som er i gang med et Realdania støttet byggeri i Realdanias byudviklingsprojekt Køge Kyst, har fået en erhvervs Ph.D af Realdania og modtaget en pris af Realdania (Circular Construction Challenge).

Kan man have tillid til byggeriets priser?

Det er ærgerligt med så megen kasketforvirring, fordi formålet med at uddele priser til gode byggerier jo er at fremhæve det gode byggeri og give inspiration og incitament til at bygge godt. Kan man være bekendt både at være formand for en bedømmelseskomité, der uddeler en pris og sidde i bestyrelsen for den virksomhed, der modtager prisen? Og kan offentligheden fortsat have tillid til byggeriets priser?

Der var to andre nominerede byggerier til Bygherreprisen. Begge uden tvivl fremragende: Axel Towers (tegnet af Lundgaard og Tranberg) – de kobberbeklædte bygninger overfor Tivoli – og Frederiksbjerg Skole i Århus (tegnet af Henning Larsen Arkitekter).

(Læs også artiklen om hvem, der kritiserede BLOX og hvem der roste den.)

Det Harboeske Enkefruekloster
Realdania har købt Det Harboeske Enkefruekloster, Stormgade 14 i København. (Foto: Kristian Kristiansen)