Hvordan er det egentlig gået med DAC i de nye lokaler? Og hvordan er det gået med BLOX?
Da BLOX fyldte 1 år, var der flere aviser, der så nærmere på BLOX og Dansk Arkitektur Center.
I Politikens artikel (4/5 2019) flyver tallene for øjnene af læserne: 150.000 mennesker har besøgt BLOX; 400.000 mennesker har været på besøg; der har været 3 gange så mange betalende gæster som i samme periode i de tidligere lokaler på Christianshavn; 300 virksomheder har lejet sig ind i BLOXHUB. Jesper Nygård erklærer sig tilfreds med resultatet: ”Det kunne ikke have gået bedre”, siger han.
Dette er i modstrid med, hvad Jesper Nygård selv har været med til at skrive i DAC´s årsrapport 2018. Her hedder det, at det ikke er gået som forventet. DAC står overfor store økonomiske udfordringer på grund af mindre billetindtægter end forventet. Realdania vil derfor komme med et ekstraordinært driftstilskud. Der skal desuden skæres i omkostningerne og skaffes flere betalende gæster ved at lave mere populære udstillinger.
Styr på tallene
DAC offentliggør ikke sine besøgstal, hvilket gør det hele lidt sværere. For at få styr på tallene kan man ty til en rapport fra 2015 (Aktivitetsberetning 2015). Her fremgår det, at DAC opererer med mange forskellige besøgstal. I afrundede tal var der 90.000 der besøgte DAC. Dette tal omfatter 24.000 der besøgte cafeen, 14.000 der var til konference på DAC, 27.000 der deltog i øvrige aktiviteter på DAC og endelig det relevante tal: 23.000 betalte for at komme ind på en udstilling.
Hvis man antager, at Politikens oplysning om, at der har været 3 gange så mange betalende besøgende til DAC på BLOX som på Christianshavn, er korrekt, må der (omregnet til årsbasis) have været omkring 70.000 betalende til DAC´s udstillinger i 2018. Det er en pæn fremgang, men meget langt fra ambitionerne. Ifølge direktøren for DAC (NEWS Øresund 19/4 2018) ) ville man op på 200.000 betalende til DACS udstillinger, og DAC skulle blive til en international kulturdestination.
Den målsætning er man altså slet ikke i nærheden af at nå. Det har givet DAC økonomiske problemer. Ikke nok med, at der ikke er kommet tilstrækkeligt med entréindtægter, men det var også meningen, at entréindtægterne skulle udgøre en større del af de samlede indtægter end tidligere.
Opgiver ambitionerne
Ifølge DAC´s årsrapport 2018 vil man prøve i 2019 at få 10% flere betalende gæster til udstillingerne. Man har med andre ord opgivet at nå målet om 200.000 betalende. Det fremgår ikke, om man også har opgivet at få DAC til at blive en international kulturdestination, men med så skuffende besøgstal må det formodes, at det har man.
70.000 besøgende er ikke mange. Det svarer f.eks. til Bornholms Museum (72.000 betalte entré i 2018) eller Hjerl Hede Frilandsmuseum (også 72.000). Louisiana kan man kalde for en international kulturdestination: Det havde 755.000 betalende gæster i 2018.
BLOX
Politiken Byrum (3/7 2019) fandt frem til, at det heller ikke er gået imponerende med BLOX´s aktiviteter. Lejlighederne har ikke kunnet lejes ud: Man har kun lejere i 6 af de 22 lejligheder. Innovationshubben har udlejet 80% af sine lokaler, heraf de 20% til udenlandske virksomheder, som bruger BLOX som et springbræt til det danske marked. Realdania vil naturligvis sige, at det er en succes at kunne udleje 80% af lokalerne, men det virker ikke overbevisende. Det ville have været en succes med den hub, hvis der var venteliste, men her er man kun nået op ca. 60% udlejet og har måttet supplere op med udenlandske virksomheder, der – strengt taget – bruger hubben til noget andet end tilsigtet. (Se også: https://realdaniakritik.dk/hvem-forsvarede-blox/
DAC, hvad nu?
DAC fik i 2018 et vanvittigt stort beløb i støtte: 95 millioner fra Realdania og Realdania By og BYG samt 17 millioner fra de deltagende ministerier. Det svarer til en støtte på 1.600 kr. pr. betalende gæst til udstillingerne. Det er helt sikkert Danmarksrekord i støtte til en kulturinstitution.
Hvor længe kan det blive ved? Har DAC det overhovedet godt hos Realdania? Penge er som bekendt ikke alt.