”Danske og udenlandske anmeldere og meningsdannere har overvejende givet BLOX og DAC en positiv modtagelse. En del har dog også forholdt sig fagligt meget kritisk til BLOX-bygningen med afsmittende effekt på publikums forventning.” (DAC´s årsrapport 2019)
Så fik Realdania sat den på plads: De er de sure anmeldere, der er skyld i, at folk ikke elsker BLOX.
Det er dog lidt af en påstand, at de fleste anmeldere har givet BLOX en god anmeldelse. Se artikel andetsteds her på bloggen, hvor det fremgår, at det overvejende er personer med tilknytning til Realdania, der har rost BLOX, mens de kritiske røster er kommet fra uvildige.
Lonely Planet
Når Realdania skal argumentere for, at BLOX er blevet vel modtaget internationalt, henviser de til, at Lonely Planet har udnævnt København som nr. 1 i deres ”Best in travel” liste 2019 og i den forbindelse nævner BLOX som en turistattraktion i København.
Den nyhed er noget oversolgt. Hvis man slår op på Lonely Planets hjemmeside om København nævnes BLOX kun langt nede på listen over attraktioner under en omtale af DAC. Lonely Planet er vel strengt taget heller ikke en autoritet i forhold til at anmelde arkitektur?
Den grimme ælling
Realdania har også en anden argumentation for at bortforklare kritikken af BLOX: BLOX er blevet kritiseret, fordi folk skal vænne sig til den. Realdania har en idé om, at store arkitektoniske værker bliver misforstået i begyndelsen, men så bliver de folkeeje. Som eksempel bruger man Arne Jacobsens SAS hotel, Politigården og Nationalbanken.
Så vidt jeg ved, er der stadig mange, der ikke er begejstrede for de nævnte bygninger. Det er naturligvis ikke en naturlov, at prægnante bygningsværker bliver elskede med tiden. Der er også mange, der bliver ved med at være forhadte.
Omvendt vil der være værker, der er begejstring omkring i starten, men hvor man senere må indrømme, at de ikke var så gode alligevel. Tænk f.eks. på de postmoderne bygninger.
Realdania elsker at forenkle debatten om BLOX. Meget af kritikken af BLOX er gået på, at den ikke passer til stedet. Jeppe Loft fra Arkitektoprøret har f.eks. sagt, at BLOX kunne have ligget fint i Ørestaden. Andre kritikpunkter har været, at den allerede ser slidt ud, at det er upraktisk med en indgang under vejen, at BLOX er uegnet til udstillinger, at det er mærkeligt at ville fremme dansk arkitektur med en bygning af hollandske arkitekter og så videre.
Det lytter vi ikke til
Al den snak gider Realdania ikke lytte til. Der må være tale om en uvidenhed, der går over med tiden og sure anmeldere, der ødelægger den gode stemning. Men Lonely Planet …